Jeg gider ikke rigtig mere

De få der tjekker denne blog, har nok konstateret, at den er mere end almindelig død.
Jeg vender tilbage når og hvis jeg har noget andre kunne være interesseret i at høre om.
Camilla

Kultur: De smukkeste operakor

Jeg glæder mig, jeg skal ind og høre: De smukkeste operakor.
I Tivolis koncertsal.

Det er sådan nærmest 1.000 år siden jeg sidst har været kulturel i den retning.
Men efter at have set annoncen i Berlingske for lang tid siden - og så lede efter den i laaaang tid i de efterfølgende Berlingere, uden at kunne huske hvad koret hed, så endelig! kom annoncen igen.
Jeg er spændt på hvordan vores siddepladser er. Det er jo lidt af en jungle at finde ud af.

Nogle er lidt fortørnet over at vi kun tager "cremen" af operakorene. Jeg synes at det kan animere én til at høre resten af værket, hvis der har været noget virkelig smukt imellem.
Eller også har man haft fornøjelsen af at høre noget virkelig smukt - og det er det.

Jeg er bare glad for at jeg fik taget mig sammen til at bestille billetter til det. Jeg skal have fint tøj på og rigtig nyde det. Det håber jeg også at min mand kommer til.

Efterår i Odsherred

Nu må det være på tide at bidrage med et nyt, lifligt indlæg.

Jeg kunne fortælle om min vilde idé om at sælge en skydedør på dba,
eller hvad med planen om at rydde op i mit klædeskab?

Måske en sjov anekdote om min barndom?

Eller min drøm om at tvangsovertale(!) min mand til - bare én gang i vores ægteskab at tage på storbyferie, og lege citysmarte? Måske i Rom?!
Men det ville kræve et kursus i "skødesløs elegance",
I ikke at få hysteriske grineanfald over at give 78 kr. for en kop kaffe,
OG at jeg kunne se lige så sofistikeret ud som de smukke Romerinder i deres underspillede elegance.
Jeg bliver aldrig en smuk Romerinde fordi:
Jeg sværger til flade sko, komfortabelt tøj, og vindtørret hår. Måske med lidt voks i.

Når det så er sagt/skrevet så kan jeg godt se, at jeg egentlig heller ikke gider storbyferie.
Men tanken om at tvinge min mand til et eller andet tiltaler mig!!!

Til gengæld gider jeg se vild med dans! Og jeg håber at Joachim vinder.

Det latinske citat: "Fas est et ab hoste doceri". Endog af en fjende kan læres.

Camilla

(Alt for varm) Sommer i Odsherred

Jeg så forøvrigt min første ko i Østrig.



Bortset fra det, så er der en generel afmatning udi at skrive på bloggene.

Jeg har skimmet de fleste, men jeg har selvfølgelig heller ikke skrevet noget. Indtil nu.

Jeg har ikke fået noget respons på det sidste jeg skrev. Gad vide om folk ikke kan eller vil?



Nå dagens latinske citat må være: "Quomodo cogis comas tuas sic videri"? - Hvordan fik du dit hår til at gøre sådan?



Og hvad med et palindrom: Lås oksemaden ned og giv Viggo denne dameskosål ... Sejt ikke? og tyvstjålet.



Camilla

"Offer" for en fotograf..

Min far kunne bruge timer på at fotografere - træer, sten og ting der ikke tog det så tungt om der gik 3/4 time inden lysmåleren gav det rigtige svar, om blænden var korrekt og det i det hele taget ville blive et godt billede.

Jeg havde ikke helt den samme tålmodighed. Jeg var ikke og bliver aldrig fotogen. Og heller ikke så tålmodig. Men ind i mellem kom der et godt billede af mig. Det synes jeg at det med hatten er.

Mors blå sommerhat, som hun aldig gik med. Jeg kan i alt fald ikke huske det. Men den kom på hovedet af mig. En lille kæk tot hår, skødesløst men bevidst trukket frem på kinden. Og solens skyggespil. Og så var den hjemme.

Far fremkaldte selv billeder, dem i sort hvid. Og jeg var med i det røde lys, når svage skygger tilsidst trådte frem som motiver i fremkalder væsken. Det var sjovt.

Jeg ved ikke hvor gammel jeg er på det her billede, det er også ligemeget. Jeg ser mild ud.
Hæklet vest fra mor i blå og mørkeblå. Billedet er taget i gården på Ingemannsvej hvor vi boede.

Det hus er nu revet ned, far er død og jeg er gråhåret. Ak, ja tiden fløjter afsted. Tænk hvis man kunne leve evigt...

God weekend.

Død blog eller dødt punkt?

Det er svært at komme videre synes jeg.

Jeg bruger tid på at læse de andres blogs.
Og tilføjer, hvad jeg selv synes er kække kommentarer...

Men lad os nu tage et emne som jeg, ganske tilfældigt, men med stor interesse har talt med kolleger om nemlig:
Hvordan hænger du tøjet op på din tørresnor? Du tænker måske: "Er hun vanvittig"?
Og svaret på dét spørgsmål i denne sammenhæng er ganske givet: Nej!
Til gengæld er der andre der er det, når det gælder ophængning af tøj...

For mit eget vedkommende ryger det næsten op i den rækkefølge jeg får fat i det i kurven.
Meeen jeg skal love for at der er visse regler hos nogle af kollegerne!

F.x.: Mine undertrøjer bliver uden problemer hængt op ved siden af min mands strømper. Det er ikke tilfældet hos kollegerne. Alle undertrøjer bliver hængt op, sirligt ved siden af hinanden. Ingen mandestrømper skal mænge sig ind i mellem! Så først når alt undertøjet er hængt op, så kommer mandens undertøj. Så kommer strømperne. O.s.v. Der var også noget med viskestykker, men det var så avanceret at jeg knap kan huske hvor i rækkefølgen de kom ind.
Facinerende ikke sandt?

Jeg er dog blevet "smittet" en lille smule. Når jeg nu hænger strømper op, ryger de ind under samme klemme. Muligvis lige ved siden af hinanden. Men sjældent, meget sjældent med flere snore imellem at de kan titte til hinanden.

Er det godt eller dårligt at man tænker på sine kolleger når man hænger tøj op?
Det er vel bedre, end at man tænker på sit vasketøj når man er sammen med sine kolleger...

Dulce est decipere in loco.

Till next time

Tidsrøver I

Hvis det her ikke er en tidsrøver - så ved jeg ikke hvad det er.
Nå, men nu prøver jeg at lege med så længe det er sjovt.