Min far kunne bruge timer på at fotografere - træer, sten og ting der ikke tog det så tungt om der gik 3/4 time inden lysmåleren gav det rigtige svar, om blænden var korrekt og det i det hele taget ville blive et godt billede.
Jeg havde ikke helt den samme tålmodighed. Jeg var ikke og bliver aldrig fotogen. Og heller ikke så tålmodig. Men ind i mellem kom der et godt billede af mig. Det synes jeg at det med hatten er.
Mors blå sommerhat, som hun aldig gik med. Jeg kan i alt fald ikke huske det. Men den kom på hovedet af mig. En lille kæk tot hår, skødesløst men bevidst trukket frem på kinden. Og solens skyggespil. Og så var den hjemme.
Far fremkaldte selv billeder, dem i sort hvid. Og jeg var med i det røde lys, når svage skygger tilsidst trådte frem som motiver i fremkalder væsken. Det var sjovt.
Jeg ved ikke hvor gammel jeg er på det her billede, det er også ligemeget. Jeg ser mild ud.
Hæklet vest fra mor i blå og mørkeblå. Billedet er taget i gården på Ingemannsvej hvor vi boede.
Det hus er nu revet ned, far er død og jeg er gråhåret. Ak, ja tiden fløjter afsted. Tænk hvis man kunne leve evigt...
God weekend.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar