fredag den 27. juni 2008

"Offer" for en fotograf..

Min far kunne bruge timer på at fotografere - træer, sten og ting der ikke tog det så tungt om der gik 3/4 time inden lysmåleren gav det rigtige svar, om blænden var korrekt og det i det hele taget ville blive et godt billede.

Jeg havde ikke helt den samme tålmodighed. Jeg var ikke og bliver aldrig fotogen. Og heller ikke så tålmodig. Men ind i mellem kom der et godt billede af mig. Det synes jeg at det med hatten er.

Mors blå sommerhat, som hun aldig gik med. Jeg kan i alt fald ikke huske det. Men den kom på hovedet af mig. En lille kæk tot hår, skødesløst men bevidst trukket frem på kinden. Og solens skyggespil. Og så var den hjemme.

Far fremkaldte selv billeder, dem i sort hvid. Og jeg var med i det røde lys, når svage skygger tilsidst trådte frem som motiver i fremkalder væsken. Det var sjovt.

Jeg ved ikke hvor gammel jeg er på det her billede, det er også ligemeget. Jeg ser mild ud.
Hæklet vest fra mor i blå og mørkeblå. Billedet er taget i gården på Ingemannsvej hvor vi boede.

Det hus er nu revet ned, far er død og jeg er gråhåret. Ak, ja tiden fløjter afsted. Tænk hvis man kunne leve evigt...

God weekend.

tirsdag den 24. juni 2008

Død blog eller dødt punkt?

Det er svært at komme videre synes jeg.

Jeg bruger tid på at læse de andres blogs.
Og tilføjer, hvad jeg selv synes er kække kommentarer...

Men lad os nu tage et emne som jeg, ganske tilfældigt, men med stor interesse har talt med kolleger om nemlig:
Hvordan hænger du tøjet op på din tørresnor? Du tænker måske: "Er hun vanvittig"?
Og svaret på dét spørgsmål i denne sammenhæng er ganske givet: Nej!
Til gengæld er der andre der er det, når det gælder ophængning af tøj...

For mit eget vedkommende ryger det næsten op i den rækkefølge jeg får fat i det i kurven.
Meeen jeg skal love for at der er visse regler hos nogle af kollegerne!

F.x.: Mine undertrøjer bliver uden problemer hængt op ved siden af min mands strømper. Det er ikke tilfældet hos kollegerne. Alle undertrøjer bliver hængt op, sirligt ved siden af hinanden. Ingen mandestrømper skal mænge sig ind i mellem! Så først når alt undertøjet er hængt op, så kommer mandens undertøj. Så kommer strømperne. O.s.v. Der var også noget med viskestykker, men det var så avanceret at jeg knap kan huske hvor i rækkefølgen de kom ind.
Facinerende ikke sandt?

Jeg er dog blevet "smittet" en lille smule. Når jeg nu hænger strømper op, ryger de ind under samme klemme. Muligvis lige ved siden af hinanden. Men sjældent, meget sjældent med flere snore imellem at de kan titte til hinanden.

Er det godt eller dårligt at man tænker på sine kolleger når man hænger tøj op?
Det er vel bedre, end at man tænker på sit vasketøj når man er sammen med sine kolleger...

Dulce est decipere in loco.

Till next time

onsdag den 4. juni 2008

Tidsrøver I

Hvis det her ikke er en tidsrøver - så ved jeg ikke hvad det er.
Nå, men nu prøver jeg at lege med så længe det er sjovt.